På genbrugsstationerne i Svendborg og Hesselager findes forskellige ordninger inden for direkte genbrug.
På genbrugsstationerne i Svendborg og Hesselager findes forskellige ordninger inden for direkte genbrug.
Gi' og ta' genbrugsting
På begge genbrugsstationer findes genbrugshallen med rummene "Her må du gi" og "Her må du ta".
I rummet "Her må du gi" har du mulighed for at aflevere brugte ting, tøj, bøger m.m.
Herfra bliver tingene sorteret og hentet af frivillige foreninger, der sælger tingene videre i genbrugsbutikker eller på loppemarkeder.
Se listen over frivillige foreninger nederst på denne side.
De ting, som de frivillige foreninger sorterer fra, sættes i rummet "Her må du ta", hvor man som besøgende på genbrugsstationen har mulighed for at tage de ting, man kan bruge.

Gi' og ta' byggematerialer
På Svendborg genbrugsstation findes boksen "Byggematerialer til genbrug". Her kan du finde gode ting til dit gør-det-selv projekt, og du kan også aflevere brugte eller overskydende byggematerialer.
Det kan f.eks. være vinduer, træplader, trådhegn, isolering, køkkenelementer, håndvaske og andet godt.
Hjælp os med at holde gang i boksen ved at aflevere dine brugte eller overskydende byggematerialer, så andre kan få glæde af dem.

Gi' og ta' planter
I området for haveaffald på Svendborg genbrugsstation findes kassen "Planter til genbrug". Her er det muligt både at aflevere og tage stauder, planteløg, buske, små træer og lign., der er for gode til at blive smidt ud og som evt. kan få nyt liv i en anden have.
Gi' brugte cykler
På genbrugsstationen kan du kan aflevere din gamle cykel i containeren "Cykler til genbrug". Herfra sendes de brugte cykler videre til "Cykeltutten" på Frederiksø i Svendborg, hvor de restaureres og genbruges.
Cykeltutten er et integrationsprojekt, der drives af frivillige.
Læs mere om Cykeltutten

Gi' brugte mursten
På begge vores genbrugsstationer finder du containeren "Mursten til genbrug", hvor du kan aflevere dine brugte mursten - både hele og halve.
Herfra sender vi dem videre til "Gamle Mursten" i Svendborg, hvor de renses for mørtel og bliver gjort klar til at blive brugt i nye byggerier og renoveringer.
2000 rensede mursten sparer miljøet for 1 ton CO2.
Læs mere om Gamle Mursten
Gi' brugt tøj
I containeren "Tøj til genbrug" kan du aflevere tøj, sko, tasker mv., der er i så god stand, at det kan bruges igen.
Herfra sørger vi for at sende tøjet videre til direkte genbrug.
Tingene i 'Her må du gi' bliver hentet af følgende frivillige foreninger, som sælger dem i genbrugsbutikker eller på loppemarkeder:
Overskuddet fra Danmissions genbrugsbutikker går til vigtigt arbejde i Asien, Afrika og Mellemøsten. Her arbejder Danmission tæt sammen med lokale partnere om at skabe dialog og fred, passe godt på naturens ressourcer og støtte trossamfund og kirker i deres udvikling.
Genbroen er en genbrugsbutik under Menighedsplejen i Danmark. Butikken har specielt udvalgte varer på hylderne, frivillighed og et brændende ønske om at skabe glæde i lokalsamfundet. Overskuddet fra butikken går til at skabe sociale aktiviteter.
Hesselager Forenede Sportsklubber udvælger genbrugsting på genbrugsstationen og sælger dem i HFS Genbrugsbutik i Hesselager. Overskuddet fra HFS Genbrugsbutik går til at støtte det lokale foreningsliv i Hesselager til gavn for børn, unge og voksne i området.
Peder Most Garden er Svendborgs bygarde, som blev stiftet i 1953 i forbindelse med Svendborg bys 700 års jubilæum. Peder Most Garden afholder loppemarkeder hver 2. søndag året rundt. Loppemarkederne drives af frivillige og har bl.a. til formål at støtte gardens instrumentbeholdning, uniformer, undervisning, konkurrencer, sociale arrangementer mv.
Gennem salg af genbrugsting har Svendborg Genbrugscenter til formål at yde økonomisk støtte til KFUM-spejderne og Blomster Caféen. Overskuddet går til de nævnte foreningers almene og sociale arbejde blandt børn, unge og pensionister i Svendborg.