Fra tirsdag den 31. marts er der igen åbent for besøgende på Svendborg Kommunes to genbrugsstationer. Det sker efter, at Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at det er forsvarligt at holde åbent med visse forholdsregler.
For at mindske risiko for smittefare vil der kun blive lukket få biler ind ad gangen, så Vand og Affald (VA) opfordrer til, at man i begyndelsen kun bruger genbrugsstationerne, hvis man har et presserende behov:
”Vores vigtigste budskab er egentlig, at man skal blive hjemme, hvis man ikke har et stort behov for at bruge genbrugsstationen. Desuden opfordrer vi til, at man begrænser mængden af affald og sørger for at sortere det hjemmefra – og man skal være indstillet på at vente i kø”, siger direktør for VA Ole Steensberg Øgelund.
Fakta
- Genbrugsstationerne åbner tirsdag den 31. marts med ændrede åbningstider.
- Genbrugsstationerne lukker få biler ind ad gangen, så forvent kø.
- VA gør alt for at sikre maksimalt flow.
- Der er lukket for bytterum og direkte genbrug – gem dine gode genbrugsting til VA åbner for det igen.
Retningslinjer
- Overvej om du kan vente med at komme.
- Hvis du kommer: Begræns mængden - aflevér kun affald, som du ikke har mulighed for at opbevare derhjemme.
- Sortér affaldet hjemmefra, så du hurtigt kan aflevere det.
- Medbring selv kost og skovl, hvis du har brug for det.
- Forvent kø.
- Hold afstand på mindst to meter. Hvis der er trængsel ved en container, så tag en anden eller bliv i bilen indtil der er plads.
- Forlad pladsen så snart du er færdig.
- Følg genbrugsvejledernes anvisninger.
- Genbrugsvejlederne kan desværre ikke hjælpe med at aflæsning af affaldet.
Åbningstider
Svendborg Genbrugsstation, Miljøvej 10, Svendborg:
Mandag til fredag 10-16:30 - Erhverv har desuden adgang 7:30-10
Lørdag og søndag 7:30-16:30
Hesselager Genbrugsstation, Industrivænget 1, Hesselager
Mandag til fredag 8-16
Lørdag og søndag lukket