Vi er nu tæt på at være nået i mål med renoveringen af de to store biologiske bassiner på VA's største renseanlæg, Egsmade Renseanlæg. Renoveringen af bassinerne vil kunne reducere udgiften til strøm med mellem 40 og 60 procent.
Så er det andet af de store bassiner på Egsmade Renseanlæg tømt for vand. Bassinerne kan i alt rumme 35.000 m3 blandet regn- og spildevand, og det er hér, den biologiske rensning foregår vha. bakterier. Nedtømning og renovering af bassinerne sker mhp. energioptimering af renseanlægget, idet beluftningen af bassinerne ændres fra overfladebeluftning til bundbeluftning. Dette vil reducere renseanlæggets strømforbrug betragteligt. Nedtømningen af bassinerne er sket i to etaper, og vi er nu i mål med nedtømningen af det sidste bassin, som snart igen kan fyldes op med en blanding af regn- og spildevand fra en stor del af Svendborg Kommune.