Sådan fungerer kloaksystemerne
I gammel tid havde man udelukkende fælleskloakering i Danmark, hvor regnvand og spildevand blev samlet i fælles kloakker og ledt direkte ud i vandmiljøet.
I dag er cirka en tredjedel del af det kloakerede areal i Svendborg Kommune stadig fælleskloakeret, imens regnvand og spildevand håndteres adskilt (i separate ledninger) i to tredjedele af kommunens kloakerede areal.
Når regn- og spildevandet lander i Svendborg Kommunes kloaksystemer, pumpes det ud til vores renseanlæg, hvor det renses, inden det ledes ud i vandmiljøet.
I tilfælde af kraftige skybrud kan det være nødvendigt at lede fortyndet urenset vand fra fælleskloakkerne direkte ud i vandmiljøet, for at undgå oversvømmelser - det kaldes 'overløb'. Overløb benyttes dog kun som en sidste mulighed, når alle andre foranstaltninger har været i spil. Læs mere om foranstaltningerne nederst på siden.
Se videoen om, hvordan kloaksystemet fungerer (Youtube).
Hvad er overløb, og hvorfor sker det?
Fælleskloakkerne, hvor regn- og spildevand løber samlet, har indbyggede regnvandsbetingede overløbssystemer, der fungerer som en slags sikkerhedsventil. Når der under skybrud kommer mere vand i kloakken, end der er plads til, sikrer overløbsbygværker, at en mindre del af vandet ledes ud i vandmiljøet under kontrollerede forhold. Dette for at undgå, at vandet presser sig op gennem kloakdæksler eller oversvømmer kældre i lavtliggende områder.
Vandet, der løber over og videre ud i vandmiljøet, består primært af regnvand blandet med mindre mængder spildevand. Spildevandet er derfor meget fortyndet.
Hvordan påvirker overløb miljøet?
Selvom vandet fra overløb består af spildevand, der er meget fortyndet, indeholder det stadig stoffer, som er med til at belaste vandmiljøet.
Ifølge Miljøstyrelsens opgørelser, udgør udledningen af kvælstof fra regnvandsbetingede overløb 0,6% af den samlede belastning fra tilledninger til kystområder i Danmark (se nedenstående tabel fra Miljø- og Fødevareudvalget 2022-2023).

Følgende tabel (PDF) viser gennemsnitlig årlig udledning af fortyndet spildevand fra overløbsbygværker i Svendborg Kommune for 2024:
Gennemsnitlig årlig udledning af fortyndet spildevand fra overløbsbygværker i Svendborg Kommune - 2024
I tabellen ses det bl.a., at den samlede udledning fra overløbsbygværkerne i 2024 var i alt 560.342 m3, indeholdende 6.821 kg Total-N kvælstof.
Sådan forebygges og reduceres overløb
Hos Vand og Affald prioriterer vi vandmiljøet højt, og derfor ønsker vi naturligvis så vidt muligt at reducere overløb. Af den grund arbejder vi hele tiden på forskellige tiltag, der kan adskille regnvand fra spildevand og hjælpe til undgå overbelastning af fælleskloakkerne.
I listen nedenfor kan du læse mere om de forskellige tiltag.