I VA arbejder vi fokuseret på at øge de naturlige områder omkring vores bygninger og anlæg. Vi står for at drifte knap 35 ha i Svendborg Kommune og mener, at vi har et ansvar for at gøre det i samspil med naturen.
Vi har mange tekniske anlæg og processer, der skal fungere for borgerne på Sydfyn. Derfor arbejder vi på tværs af fagligheder og drøfter de bedste løsninger, når vi vil gøre noget andet, end vi plejer. På den måde når vi længst.
Når vi udvider de naturlige arealer, kommer det fællesskabet til gode ved både at beskytte grundvand og miljø, øge den lokale biodiversitet og give nye spændende områder at udforske.
Her kan du læse om nogle af de projekter, vi arbejder med.
Aurora sommerfuglen lægger primært sine æg på korsblomster som eng- og løgkarse, der findes på bl.a. enge
Regnvandsbassin med danske planter – på sigt
På modsatte side af Svendborg Idrætshal på Ryttervej ligger et regnvandsbassin. Bassinet skal udvides, så det kan aftage endnu mere regnvand i fremtiden. Når regnvandsbassinet står færdigt, kommer det til at udgøre 4000 m2 naturligt areal.
For at sikre mest muligt liv, lader vi naturen selv bestemme hvilke arter, der med tiden indfinder sig. Det gør vi fordi, vi vil være sikre på, at det er lokale hjemmehørende arter – dem insekterne bedst kan lide – som gror ved bassinet. Derfor udsår eller planter vi ikke noget omkring regnvandsbassinet. Det betyder, at det kommer til at tage lidt længere, tid før det er groet til, end hvis vi havde udsået græsfrø, som man plejer at gøre.
Til gengæld får vi med tiden et hjemsted for masser af forskellige dyr og planter – og et spændende sted at kigge på.
Regnvandsbassinet på Ryttervej under udvidelse i maj 2025. Når det står færdigt, vil området bestå af 4000 m2 naturligt tilgroet areal - til gave for dyr, planter og vandmiljøet.
Udendørs kontorarealer udgør en buffet for insekter og fugle
Mellem Sofielundskoven og VA's administrationsbygning på Ryttermarken ligger et lysåbent areal på 11.000 m2, som i dag udgør et tæppe af naturlige planter. Her gror Røllike, Blåhat, Hvid Okseøje og mange andre arter. De har ikke altid været der, men da VA i 2020 besluttede, at den trimmede græsplæne skulle væk, blev der gjort plads til naturen.
Derfor kan vi nu opleve en summen af liv, som også lokker harer, rådyr og fugle til. Dagligt kommer den fine rødstjert forbi og trisser rundt foran kontorvinduerne.
Arealet er offentligt tilgængeligt, så kom og gå en tur i området, så du selv kan opleve, hvor skønt her er blevet.
Ved VAs administrationsbygning har vi omlagt 11.000m2 trimmet græsplæne til et område med Blåhat, Rølliker, Mælkebøtter og mange andre naturlige arter.
Råjorden øverst giver flere arter
Selv mindre projekter kan let bidrage til mere naturlige arealer, når vi tør at gøre noget andet, end vi plejer.
Da VA skulle have plads til en varmepumpecentral, var der et areal på 700 m2, som skulle ryddes for jord. Ved at holde råjord og muld adskilt – og lægge det tilbage i omvendt rækkefølge, fik vi skabt en næringsfattig overflade, som er udgangspunktet for at få flere forskellige naturlige planter frem for græs.
For at sikre at det er de arter, som trives bedst, der indfinder sig, sår eller planter vi ikke noget ud på området – naturen vurderer selv, hvad der egner sig bedst til at gro netop der.
Derved fik vi - uden den store indsats - endnu et lille naturligt område til glæde for dyr og mennesker.