Gå til indhold

Nyhedsbrev #3 - Svendborg uden affald

Vi gi'r igen

8. april 2020

Vi håber, at alle har det godt i denne lidt specielle tid. Hos VA arbejder vi videre med udrulningen af de nye affaldsordninger. Læs her om nye skraldebiler, ambassadørudflugt og første år uden sommertømning.

Ønsker du at modtage vores nyhedsbrev om de nye affaldsordninger direkte i indbakken? Tilmeld dig til post@vandogaffald.dk 

Nye affaldsordninger og Covid-19

Vi havde oprindeligt annonceret, at nogle ville få nye tømmedage for dagrenovation fra den 1. april 2020. Dette er dog udskudt til
1. september 2020. Bortset fra det kører det som planlagt med de nye affaldsordninger, og foreløbigt har Covid-19 ikke haft indflydelse på det – udover at vi har måttet udskyde nogle arrangementer. Herunder et planlagt arrangement i påsken, hvor Marius Pedersen ville fremvise de nye tokammerbiler på genbrugsstationen. Vi arbejder på at finde en ny dato for dette.

Mød Vi-gi’r-igen-bilen

Inden vi alle blev sendt hjem, nåede vi at besøge blandt andet Svendborg Idrætscenter, biblioteket og et loppemarked med vores Vi-gi’r-igen-bil. Bilen er indrettet med et lille køkken med inspiration til indendørs sortering, og man kan se de nye affaldsbeholdere – og få en snak med en af vores kolleger. Vi glæder os, til vi kan komme ud at køre igen. Hold øje med kalenderen på Facebook www.facebook.dk/vandogaffald eller hjemmesiden www.vandogaffald.dk.

Nye biler på gaden

Fra den 1. april er der nye skraldebiler på gaden i Svendborg Kommu¬ne. Marius Pedersen overtager afhentning af affald og kører i biler med to rum. De affaldsbeholdere, som bliver delt ud fra september, har også to rum. På den måde holdes affaldet adskilt hele vejen fra beholder til genanvendelse. Indtil vi uddeler nye beholdere, tømmer Marius Pedersen den gamle beholder i de nye biler. Og bag rattet er det såmænd den gode gamle skraldemand. Har du ikke fået hentet dagrenovation, skal du fremover ringe på tlf. 7020 0722.

Sommertømning slut

Overgangen til ny affaldsordning og renovatør betyder også, at det er slut med ugetømning i sommermånederne allerede fra 2020. Det har ført til bekymringer om lugtgener eller risiko for skadedyr. Dette bør kunne undgås ved at binde mindst én god knude på affaldsposen og sørge for, at skraldespanden ikke står i direkte sol. Læs flere gode råd på vores hjemmeside: www.vandogaffald.dk/affald/vi-gir-igen-nye-affaldsordninger-2020/spoergsmaal-og-svar (se under afhentning -> hvorfor afskaffer I ugetømning om sommeren).

Tur for ambassadører med fokus på madaffald

Den 20. februar var en lille flok affaldsambassadører med på en madaffaldsrejse, da vi besøgte et pulpanlæg og et biogasanlæg i Ringe. Når vi fremover indsamler madaffald ved husstandene, kommer det først en tur på et pulpanlæg, hvor madaffaldet laves til pulp og andet affald sorteres fra. Pulpen sendes videre til et biogasanlæg og omdannes til biogas og gødning. Det var en spændende tur for alle.

Bliv ambassadør

En ambassadør er en frivillig, som har lyst til at vide mere om affald og genanvendelse, og som gerne vil dele sin viden med kolleger, naboer og bekendte. Vi planlægger flere ture for ambassadører – når omstændighederne tillader det. Vil du være med på ambassadørlisten og modtage tilbud om udflugter, så send en mail til pdj@vandogaffald.dk.

Klumme

Vi har nu en fast klumme i Ugeavisen Svendborg om de nye affaldsordninger – du kan finde den i avisen eller på vores hjemmeside www.vandogaffald.dk.

Brev på vej i e-Boks

Hold øje med e-Boks eller postkassen, for midt i april skriver vi ud til alle kunder. Det gør vi, fordi vi nu har et forslag til, hvilke beholdere, man skal have i de nye affaldsordninger. I maj måned får alle kunder derfor mulighed for at tjekke, om vi har valgt de rigtige beholdere.
Samtidig kan man bede os om at tage den gamle beholder med, når vi har tømt den for sidste gang. Bor man til leje, er det ejer eller administrator, der modtager brevet.

Vigtige datoer

  • 1. maj - 31. maj 2020: Du kan se hvilken størrelse beholdere, vi har valgt til dig, og evt. ændre beholderstørrelse. For de fleste vil det ikke være nødvendigt.
  • 1. september: Nogle får nye tømmedage. Samtidig begynder vi at udlevere de nye beholdere. Det kommer til at tage cirka 3 måneder inden, vi er færdige med det.

Vi ønsker alle en rigtig god påske.
Mange hilsner, Vand og Affald

Del artikel

Relaterede nyheder