Gå til indhold

Klimaet kalder på skoleeleverne

Nyheder

27. august 2020

Nyt naturvidenskabeligt undervisningsmateriale: Klima til læring og debat til skoleelever i Svendborg Kommune.

Det er vigtigt, at vi alle lærer om naturen og klimaet. Sagen er nemlig den, at hvis ikke vi passer på, risikerer vi, at livsbetingelserne forandres for både mennesker og dyr og planter.

FN´s verdensmål fra 2015 fokuserer på bl.a. klima og miljø. Den store og nødvendige interesse for klimaet er dog ældre. I Brundtland rapporten fra 1987, der var et vigtigt dokument i retning af tidens fokus på klimaet lyder det: En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”

I fremtiden bliver der større efterspørgsel på bæredygtig energi og en ansvarlig produktion samt forbrug af ressourcer, så klimaet kan klare at lægge ryg til de ressourcekrav, menneskene har. Bæredygtighed er ganske enkelt et nøgleord for fremtidens energiforbrug forklarer Mark Sundstrup og Jesper Vognsgaard, der tager imod skoleelever hos Energiselskabet SEF.

Disse betragtninger har været bærende for, at Energiselskabet SEF, Vand og Affald, GO2Green, Tåsingeskolen og Svendborg Kommune er gået sammen om at udvikle et omfattende undervisningsmateriale, Klima til læring og debat, som nu er klar til at blive stillet til rådighed for alle skoler i Svendborg - gratis.

Materialet består af et kompendium på 75 sider, som både indeholder læring inden for energi, rent drikkevand, spildevand og affald, men også forskellige opgaver samt en lang række dilemmaer.

Som en del af materialet har SEAF bevilget midler til at indkøbe 4 pædagogiske værktøjskasser med 3 undervisningssæt i hver. Kasserne indeholder solceller, vindmøller, datalogger, brændselsceller og termiske kameraer. Det er hensigten, at elever skal arbejde sammen i små grupper for selv at erfare, hvorledes energi opstår fra de vedvarende kilder. Derudover er det en vigtig pointe, at lære eleverne om hensigtsmæssig anvendelse af energi, hvor spørgsmålet kunne lyde: Hvordan bruget vi energien bæredygtigt og mest fornuftig?

For at få mest ud af de pædagogiske værktøjskasser, er der lavet instruktionsvideoer, der viser hvad materialet indeholder.

Man kan læse om både det skriftlige materiale og de pædagogiske værktøjskasser, som skoler gratis kan låne på www.GO2Green.dk. På denne side kan skoler også downloade materialet, se instruktionsvideoer eller booke de fysiske værktøjskasser, forklarer Niels Christian Nielsen, der er projektleder hos GO2Green.

Materialet står sig rigtig godt ved at blive kombineret med besøg hos Vand og affald, hos Energiselskabet SEF eller hos Sundhøj Energihus (GO2Green) forklarer Lene Ribens, der står for skoletjenesten hos Vand og Affald.

Der er lagt mange forskellige perspektiver ind i materialet, der indeholder såvel naturvidenskabelig - som humanistisk dannelse. Vi tror nemlig på, at børn og unge mennesker skal have fingrene i bolledejen, fortæller Jens Lassen, der er lærer på Tåsingeskolen og fortsætter med at slå fast, at børn og unge (men også voksne mennesker) skal se, erfare og opleve virkeligheden i ord og i - netop virkeligheden!

Skolechefen i Svendborg, Nanna Lohman har skrevet forord til materialet. Her forklarer hun, at det er både glædeligt og meget inspirerende, at Scienceklassen på Tåsingeskolen samarbejder med SEF, Vand og Affald og GO2Green om det nye undervisningsmateriale vedr. klimaudfordringen og mulige løsninger. Der er mange perspektiver på udfordringen og løsningerne, som mange elever i både folkeskolens udskoling og på ungdomsuddannelserne kan få glæde af. Det er netop et konkret eksempel på, hvor meget værdi vi alle kan høste af stærke lokale samarbejder, slutter Nanna Lohman.

 

Flere informationer kontakt:

Niels Christian Nielsen, GO2Green på ncn@go2green.dk eller 2047 9638
Lene Ribens, Vand og Affald på lri@vandogaffald.dk eller 6321 5526
Mark Sundstrup, SEF på mas@sef.dk eller 2115 8711
Jesper Vognsgaard, SEF på jvo@sef.dk eller 2089 2575
Jens Lassen, Tåsingeskolen på jens.l.lassen@gmail.com eller 2339 4389

Se undervisningsmaterialet og instruktionsvideoen her: https://go2green.dk/laering/

Del artikel

Relaterede nyheder